Menighedsrådsvalg 2026 i Valby Søndre Sogn: Har du lyst til at præge dine lokale folkekirker de næste to år?

I efteråret 2026 er der menighedsrådsvalg i Valby Søndre Sogn. Læs mere om valget her – og om det kunne være noget for dig at stille op.

Vores menighedsråd er med til at sætte retningen for kirkernes liv og aktiviteter i Valby Søndre Sogn.

Som medlem af rådet får du derfor mulighed for at præge udviklingen af vores to kirker – Margrethekirken og Johannes Døbers Kirke - og være med til at skabe rammerne for fællesskab, aktiviteter og kirkeliv i dit lokalområde.

Du behøver ikke have særlige forudsætninger eller indgående kendskab til kirkeligt arbejde for at stille op. Det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig i dine lokale folkekirker og bidrage med dine erfaringer, perspektiver og idéer.

Er du nysgerrig på, om det er noget for dig? Så er du meget velkommen til at kontakte menighedsrådet for at høre mere om vores arbejde. Se vores kontaktoplysninger her.

Vil du stille op som kandidat, så kontakt formand for valgbestyrelsen Jonna Stevnhoved på jstevnhoved@hotmail.com eller telefon: 28935829.

Hvad har menighedsrådet i Valby Søndre Sogn bl.a. indflydelse på?

  • Kirkernes aktiviteter og fællesskaber
  • Børne- og familiearbejde
  • Kirkernes udvikling, herunder vedligehold og fornyelse af bygninger og arealer
  • Kirkernes daglige drift, herunder prioritering af ressourcer og økonomi

Hvem kan vælges til menighedsrådet?

For at blive valgt til menighedsrådet skal du være medlem af folkekirken og tilhøre det sogn, du gerne vil sidde i menighedsrådet i. I Valby Søndre Sogn skal der vælges 15 personer til menighedsrådet + et antal suppleanter. Både medlemmer og suppleanter sidder for en toårig periode.

Bor du ikke i Valby Søndre Sogn (tjek her, hvilket sogn du hører til), kan du løse sognebånd til en af præsterne i sognet, så du alligevel har mulighed for at stille op. Sognebåndsløsningen skal være gennemført og registreret senest 1. september i valgåret.

Rådet mødes normalt en gang om måneden. Ud over de regelmæssige menighedsrådsmøder er rådets medlemmer tit involveret i forskellige udvalg, aktiviteter og opgaver i kirken.

Vigtige datoer for menighedsrådsvalget 2026:

1. september 2026: Sidste frist for at stille op som kandidat

Vil du stille op, så kontakt formand for valgbestyrelsen Jonna Stevnhoved på jstevnhoved@hotmail.com eller telefon: 28935829.

15. september 2026: Valgforsamlingen mødes kl. 20.00 i Johannes Døbers Kirke

Det foregår i Krypten under kirken, Trekronergade 12, Valby.

Her mødes alle opstillede kandidater. Passer antallet af opstillede med antallet af pladser i menighedsrådet, afgøres menighedsrådsvalget denne dag ved fredsvalg. Opnås der ikke enighed, fortsætter valget.

17. november 2026: Eventuelt afstemningsvalg 

Er der flere opstillede kandidater, end der er pladser i menighedsrådet, vælges rådsmedlemmerne via afstemning denne dag.

Alle, der bor i sognet, er fyldt 18 år og er medlemmer af folkekirken kan møde op og stemme. Tid, sted og procedure for afstemningsvalget oplyses, hvis det bliver relevant.