28/10/2026 0 Kommentarer
Julekoncert med De Homofone
Julekoncert med De Homofone

Kom og vær med, når vi traditionen tro mødes i Johannes Døbers Kirke og byder julen velkommen til julekoncert og fællessang med både velkendte og nye julesange.
Koret De Homofone udvælger aftenens sange og præsenterer dem for os, og aftenen byder både på koncert og fællessang.
De Homofone er et blandet, rytmisk kor i København. Koret består primært af sangere fra LGBT+ miljøet og andre, der føler sig hjemme under denne overskrift.
Koret har eksisteret siden 1991, og består for tiden af ca. 25 medlemmer i alle aldre. Deres repertoire indeholder både nyere og ældre sange i flerstemmige arrangementer og de giver koncerter både i og udenfor Danmarks grænser.
De Homofone lægger vægt på både den gode lyd og den gode stemning. I Valby Søndre Sogn nyder vi godt af den gode stemning og de gode stemmer, når koret ugentligt mødes og øver i krypten i Johannes Døbers Kirke.
Denne aften kommer koret endnu en gang op fra krypten og fylder kirkerummet med glade stemmer, gode sange og ikke mindst god stemning. Korleder Tan Tuan Hao dirigerer og De Homofone synger for på julens sange.
Efter koncert og fællessang byder vi på en lille forfriskning i kirkerummet og ønsker hinanden glædelig december.
Kom og vær med. Vi glæder os til at synge med dig!
Kommentarer